Hjælp og ofte stillede spørgsmål

Hvad er glaslegemeløsning?

Svar: 

Glaslegemeløsning er en tilstand, der viser sig ved sorte pletter eller 'fluer' i synsfeltet og opstår ved, at glaslegemet, som er den gelélignende masse, der findes bagest i øjet, løsner sig fra nethinden.

Glaslegemeløsning er en naturlig tilstand, der sker med alderen og rammer de fleste mennesker over 60 år. Tilstanden er oftest ufarlig, men kan være utrolig generende.

Årsager til glaslegemeløsning

Glaslegemet er en gelagtige masse, der ligger bagerst i øjet mellem linsen og nethinden. Glaslegement vil, som en naturlig del af det at blive ældre, begynde at skrumpe og blive mere vandholdig. Det gør, at glaslegemet kan løsne sig fra nethinden, og tilstanden glaslegemeløsning opstår.

Symptomer på glaslegemeløsning

Symptomer på glaslegemeløsning kan opstå pludseligt ved uklarheder i synet, typisk i form af ”fluer” eller sorte pletter i synsfeltet.

Når glaslegemet løsner sig fra nethinden, sker det, at små celleklynger river sig løs fra øjets indvendige væg. Celleklyngerne flyder herefter rundt i den gellignende væske, og det er det, du ser som små sorte pletter eller ”fluer”.

Glaslegemeløsning må ikke forveksles med den mere alvorlige lidelse nethindeløsning, og det er derfor vigtigt, at du får foretaget en øjen- og synsundersøgelse, hvis du oplever følgende symptomer for at udelukke nethindeløsning eller andre mere alvorlige sygdomme:

  • Du oplever lysglimt i dit synsfelt
  • Du ser pludselig mange flere 'fluer' end normalt
  • Du oplevere et mørkt 'gardin' i synsfeltet

Behandling af glaslegemeløsning

Glaslegemeløsning er en permanent tilstand, og der findes som udgangspunkt ikke nogen behandling for det. Selvom symptomerne kan være meget generende, påvirker de ikke din synsskarphed.

I tilfælde af, at visse detaljer fremstår sløret eller tåget, kan dette afhjælpes ved at kigge op og ned et par gange. På den måde får du de små celleklynger i øjet til at flytte sig, som er dem, der giver den slørende effekt, så detaljerne igen fremstår skarpe.

Få dit syn tjekket jævnligt

Der findes som sagt ikke nogen behandling på tilstanden glaslegemeløsning. Det er en naturlig del af at blive ældre, og opstår typisk i en alder af 60 år eller derefter.

Selvom du ikke kan forhindre denne tilstand, er det stadig vigtigt, at du får dit syn tjekket med jævne mellemrum, og på den måde sikrer, at dit syn er skarpt og dine øjne sunde og raske.

Hos Louis Nielsen tilbyder vi alle over 40 år en omfattende sundhedstjek af øjne og syn. Læs mere om vores øjenundersøgelse her og bestil en tid til at få tjekket dine øjne allerede i dag.